Advokat Bjarne Rasmussen
Cand. jur. fra Århus Universitet 1979, offentlig anklager 1979-1981, dommer 1981-1985, advokat (H)
Er lige kommet tilbage fra en afhøring af et barn i Børnehuset. Et barn som med al sandsynlighed ikke har det godt. Jeg må indrømme, at det gør lige ondt på mig hver gang jeg oplever en sådan afhøring, også selvom jeg efterhånden har oplevet det mange gange før. Så synes borgmestervalg, og alt det deraf følgende fnidder, at være så uendelig ligegyldigt. Det drejer sig i stedet om at de folkevalgte skal sørge for at skabe rammerne for at børn kan have det godt. Og derefter holde godt øje med om rammerne bliver udfyldt. Men det hører vi ikke så meget om i fejderne om borgmesterposterne, eller for den sags skyld om regionsformandsposterne. ØV :-(
Det er jubilæumsdag i dag. 500 år siden Luther slog sine 95 teser op på en kirkedør. Teser om kirkens afladsbreve. Også nu, 500 år efter, kan jeg kun være enig med ham. Og i dag anser vi det vel som en selvfølgelighed, at man ikke skal betale for noget så luftigt, som at komme lettere igennem skærsilden. Luther ville oprindelig være jurist. Gad vide, om han dengang tænkte på det, der i vore dage kaldes bestikkelse. Bestikkelse er på vore breddegrader forbudt. I straffelovens § 144 står: "Den, der i udøvelse af.....offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager.....gave eller anden fordel, straffes...." Nå, det er vist kun tankespind. Mig bekendt er den katolske kirke aldrig blevet straffet, eller afkrævet tilbagebetaling til de arme stakler, der har betalt sig fattige til aflad. Deres efterkommere, må i stedet nyde synet af de ufattelige rigdomme, der er samlet i Pavestaten. Go' jubilæumsdag derude :-)
Virkelighed er noget underligt noget. Min advokatvirkelighed er fyldt med mennesker, som er i store problemer. Kriminalitet, tvangsfjernelse af børn, forældre der slås om deres skilsmissebørn, arbejdsløshed, alvorlig sygdom, bare for at nævne nogle eksempler. Men i morges på vej til arbejde, lagde jeg mærke til det mylder af mennesker, som var på vej. På cykel, til fods, for slet ikke at tale om alle os i bil, og i de fyldte busser. Og på vej til deres daglige dont. Uddannelse, arbejde, eller måske bare til bageren.Tænkte på at det egentligt var dejligt at opleve. Som en kæmpe kontrast til mit advokatarbejde. Selvom vi har kriminaltet, ulykkelige børn, ulykkelige skilsmisser, arbejdsløshed og alvorlige sygdommei Danmark, så er det trods alt et mindretal i forhold til det store flertal, som ikke rammes. Det holder jeg fast i. Virkeligheden er trods alt noget meget relativt, og skal altid sammenholdes med en helhed. Ellers var det nok heller ikke til at holde ud at arbejde med de ulykkelige mennesker, som har brug for en advokat. Go' weekend derude.
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.
Telefon
Internet side
Adresse
Albanigade 15
Odense
5000