AutismeGlad Rejser

….så sidder jeg her med kaffe og kigger ud på et egern det fint og smidigt hopper rundt på taget af kirken vi bor i. Børnenes farmor bor i en nedlagt kirke, smukt og med respekt for bygningens historie ombygget til lejligheder hvor kirkens fine glas mosaik vinduer er indbygget i lejlighedens væge mellem værelserne….Det er ved kysten og området er dejlig fredeligt og 15 minutter med bus fra Edinburghs larmende og menneskefyldt centrum, pulserende liv 24/7…

Vi nyder stort at holde jul her….men….

Julen er efter børnenes fars død blevet en tid hvor følelserne vælter frem i mig fra stor glæde og begejstring til sorg og savn og igen til vrede over at have ladet mig tilbage for at “rytte op” og til taknemmelighed over den fantastiske rejse jeg og vi har været på i at lære at leve med sorg, lære at stå i livet og ikke mindst hvor fantastisk livet er…Jeg glædes nu over livet dagligt og på en mere dyb, ægte og ren måde…
Jeg ved at Owen forlod livet i den aller bedste mening, med stor respekt og kærlighed og for at give os ro i hverdagen og i livet…Det gør det nemmere men det gør det ikke mindre smertefuldt…

Nå men her er vi så 4 år efter hvad føles som år 0, livet måles nu efter om det var før eller efter Owen døde…

Jeg tror min styrke i at klare hverdagen har ligget i at se, få og finde den hjælp vi lige netop havde brug for på det rette tidspunkt nogle gange er det bare sket andre gange har jeg søgt i månedsvis. Som da jeg tilfældigt mødte en tidligere professionel soldat der fortalte mig om psykologi og strategi indenfor hans felt, om at her fandtes 2 skridt frem og 1 tilbage ikke…Det var altid fremad…Det har jeg fuldstændig taget til mig…Vi går ikke tilbage, kun fremad men vi holder pauser og lærer og så fremad…Som da jeg i månedsvis ledte efter hjælp til Lara og pludselig var det rigtige der og jeg viste helt inde i mig, i det ægte, fra start at det var vejen. Psykolog Anne Stærk har været en gave og omvæltning i hvordan jeg og vi står i livet…Med inside/Out og De tre principper se og lever jeg vires hverdag nu.

Jeg tænker og ser ikke længere døden eller autisme/adhd som en udfordring eller et problem, jeg har lagt megen læst viden og teorier bag mig. Og ser livet som det er nu og at vi alle bare er mennesker…

God 2. Juledag ❤️

Og vi er jo kommet hjem. Vi har faktisk været hjemme i en uge nu.
Det er forfærdeligt men også dejligt at være hjemme i alt det vante og se børnenes glæde ved at skulle i skole og se familien…

Det mest forbløffende er at se Lara der virker til at være modnet og tager mere ansvar for sig selv. Tænker jo på om det er hendes angst niveau der er mindsket? At hun har oplevet at kunne ting hun ellers automatisk ville sige fra overfor, at vi har bo’et ved og set hvordan en anden familie fungerer. Hvordan de også skændes og alligevel finder ud af det…

Det er en underlig hjemkomst, men det måtte det nok blive. Hverdagen startede allerede mandag, de almindelige gøremål, med kontakt til skolerne, aftale møder, Lara til tjek på sygehuset og div prøver skal bestilles og tages.

Og det er i de her dage for 3 år siden at min medforælder og ven valgte at forlade livet…Det slår som en hård bølge men denne gang også med en lethed det ikke har været der tidligere.

Børnene går videre i deres hverdag uden svingninger eller den massive lammende sorg.

Vi taler om det på en lettere og accepterende måde, vi laver pizza som var Owens absolutte yndlingsmad, vi laver lille alter med foto minder og levende lys. Og det er for første gang bare ok ❤️