Edith Astaa Venke - Essens & Bevidsthed

Deler lige et aktuelt link for de der er eller som overvejer medicinering af de traumebasserede, følelsesmæssige og psykiske udfordringer.

https://www.facebook.com/share/18hxgzyYsw/?mibextid=WC7FNe

Jeg har fået flere beskeder efter Zetlands artikel i fredags end på min fødselsdag. Mange siger tillykke og nærmest jubler. Selv er jeg stadig ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om sagen.

Her er mine refleksioner.

"Det er gået op for mig, at det her problem er langt større, end jeg havde forestillet mig,” udtaler professor Poul Videbech til Zetland.

Han beskriver, hvordan læger mangler viden om udtrapning af antidepressiv medicin. Han taler positivt om vores forskning i hyperbolsk udtrapning. Han erkender, at standardtabletterne ofte ikke kan bruges til udtrapning. Og han anbefaler at opløse medicinen i vand eller file i pillerne for at kunne lave små nok reduktioner.

Forskere skal kunne skifte mening. Det er sådan, videnskab bør fungere. Derfor skal dette opslag ikke handle om, at selvsamme professor tilbage i 2016 aktivt modarbejdede vores forskning på Rigshospitalet i netop den hyperbolske udtrapning, som han nu anbefaler.

Det skal heller ikke handle om, at han for blot to år siden i sin anmeldelse af min bog om emnet anfægtede flere af de samme metoder som udtryk for manglende farmakologisk viden, for nu at omtale dem som ”ordentlig vejledning”.

At mennesker ændrer holdning, når ny viden opstår, er et sundhedstegn. Det interessante er blot, at denne viden ikke er ny.

Det, der bekymrer mig, er fraværet af refleksion over ansvaret.

For i Zetland kritiserer professoren de praktiserende læger for at svigte patienterne. Han siger, at de ”vasker hænder”, og at de har ”en forbandet pligt” til at hjælpe patienterne med udtrapning.

Men vent lige. Hvor fik lægerne deres viden fra? Hvem skrev retningslinjerne, som beskrev udtrapning som relativt uproblematisk? Hvem sad på de toneangivende poster, mens patienter i årevis og tusindvis fortalte om alvorlige abstinenser, og vi forskere forsøgte at råbe systemet op?

Det gjorde da i høj grad Poul.

Det er svært at kritisere læger for at følge de retningslinjer, man selv har skrevet - og ved enhver lejlighed nægtet at opdatere.

Jeg vil gerne understrege, at lægerne ikke har gjort noget forkert. Heller ikke når de har trappet mennesker alt for hurtigt ud, forvoldt svære abstinenser og fejltolket dem som tilbagefald, og ikke genkendt problemet. De har gjort det, de blev undervist i.

Derfor bliver det en mærkelig situation, når ansvaret placeres hos de praktiserende læger. Og man kunne i den anledning passende spørge, hvem der egentlig får vasket hænder her.

Og nu vil Poul så gerne lære noget om udtrapning. Efter i årtier at have afvist vanskelighederne som en myte. Den modning hilser jeg velkommen.

Tydeligt er det dog, at Poul er tidlig i sin læringsproces. For eksempel fastholder han flere gange over for journalisten, at det kun er ”et lille mindretal”, der rammes af alvorlige abstinenser, selv om vi aflivede den myte i et dansk-britisk studie sidste år. Igen.

Derfor synes jeg egentlig ikke, at den vigtigste historie i Zetland-artiklen handler om Pouls kovending.

Den handler om, hvor svært det kan være for et system at tage ny viden til sig, særligt når så meget indflydelse samles hos så få personer. Thomas Kuhn har skrevet en hel bog, ”The Structure of Scientific Revolution” i 1962 om præcis det.

Først ignoreres problemet. Derefter mødes dem, der peger på det, med modstand. Til sidst bliver problemet så synligt og presset udefra så stort, at det ikke længere kan ignoreres. Og så begynder institutionerne langsomt at tage det ind og tage ejerskab.

Det er positivt, at dansk psykiatri nu bevæger sig i retning af en større anerkendelse af abstinenser og behovet for ordentlig udtrapning. Det er jeg oprigtigt glad for. Og hvis denne viden for alvor skal ud til lægerne, spiller Poul en vigtig rolle. For det er ham, de lytter til. Det er jo det, der har skabt problemet i første omgang.

Men hvis vi skal lære noget af historien, kræver det også, at vi tør tale om, hvorfor det her tog så lang tid. For mens eksperterne diskuterede, har rigtige mennesker betalt prisen. Og praktiserende læger har, uden at vide eller ville det, skadet deres patienter med voldsomme abstinensreaktioner, fordi de aldrig fik den viden, de burde have haft. Selvom den faktisk fandtes.

Det er dén samtale, vi nu skal have.

Lidt personlige om mig og mit og mit her og nu

Jeg har det sidste pest tid mest delt link til artikler mm her på min side og i har ikke hørt meget til min egen røst, hverken i form af egne tekster eller noget online materiale på YouTube.

Det skyldes at jeg faktisk et pænt presset. Jeg er rimelig hårdt ramt af min overgangsalder og har ikke haft overskud til så meget mere end af passe mine sessioner og min familie.

Jeg satser stadig meget på at komme igennem dette "helvede" og vende stærkt tilbage, men lige nu er hormonel-migræne lidt at en dræber for al overskud ..

Jeg har ikke gode erfaringer med det kommer udefra hormoner fra mit, så jeg satser forsat på at lykkes med at tage hele turen gennem overgangsalderen råt for usødet, jeg har svedt mig gennem og kæmpet med slemme ødemer, smerter, tågehjerne mm, de sudste 6 år, jer der har fuldt mig på Facebook og YouTube har set mig dukke opsvulmet op til online sessioner og set med kæmpe med hedeture live online, ikke det rareste, men til at komme omkring, men lige nu er jeg godt presset virkelig af den her hormonelle migræner på 8 måned nu... 😢🤕

Jeg blev meget berørt af DR's dokumentar om overgangsalder, som kom på i går, over at høre om, at det bliver taget mere alvorligt end der har været, hvor store konsekvenser det har for i hvertfald hver tredie kvinde. Dog tvivlet jeg lidt på dokumentarens konklusion, der er meget positiv i forhold til hormonbehandling. Jeg har mødt kvinder i min praksis, der mere eller mindre alvorligt har fået forstyrret deres sundhed og velvære af hormonbehandlinger, der ikke er givet korrekt.

Jeg tror vi stadig ved for lidt og jeg frygter, at vi kan skabe en bølge af ikke erkendte bivirkninger og af hornonel afhængighed hos store grupper af kvinder, måske på højde med den situtation vesten står i med hensyn til psykofarmaka, den næste store skandale bliver nok historien om lykkepiller, hvis virkning, der ikke er meget evidens for, men som en halv million dansker tager på daglig basis.

Nu kan man jo nok mene, at jeg her blandet æbler og pærer, og at hormonbehandling af kvinder og psykofarmaka ikke har noget med hinanden at gøre, men her er det meget muligt at linket mellem de to kan være det lille ord 'Big Farma', dvs. hvem der har økonomisk interesse i hvilke resultater forskningen viser og hvem der støtter, direkte eller indirekte, hvilken forskning der bliver foretaget.

Mit personlige valg er, at jeg ikke skal nyde noget af hormonbehandling, men at lige nu føker mig ret skak mat med hensyn til min tilstande.

Det har jeg været mange gange i mit liv, for det meste af den ret store tank af konkret viden, som jeg øser af i mine forløb, er høstet på marker tilgroet med i mit livs egne kampe, og deres veje og vildveje for at finde noget, der virkede på de konkrete problemer jeg ofte har stået i til op over halsen.

Så skal den her forbaskede overgangsalder være det, der får bugt med mig efter al, hvad jeg er lykkedes med at overkomme af vilde udfordringer?

Jeg er lidt på bar bund. Hverken kost, urter, healingen, mental indstilling, eller meditation flytter på mine hormoners vilde trang til at klamre sig til min aftagende frugtbare kvindelighed, så jeg selv her 4 år efter menopause lever med at de stadig kører op og ned og ikke vil give op så let, til trods for, at jeg mentalt er fuldstændig klar på at overgå til at blive en vis gammel rynket kvinde.

Så derfor er der kommer så lidt lyd fra mig siden sidste sommer.. suk 😬

🥵😬😑