Maria Projektet

Kenneth Balfelt og Johan August har været i studiet hos Radio NOVA og fortælle om baggrunden og erfaringerne fra deres projekt, Under Pressure (sep.- dec. 2023)

Kenneth Balfelt og Johan August: Kampen om pladsen - En til en - NOVA På Vesterbro i København lever hjemløse romaer midlertidigt på gaden – til stor frustration for mange naboer. Utryghed, rydninger og politisk stilstand præger billedet. I denne episode taler vi med kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August, som står bag et opsigtsvækkende forsoningsprojekt...

https://socialmonitor.dk/nyheder/debat/article18152791.ece

Kan vi hjælpe nogen, vi ikke forstår - for eksempel pantsamlende romaer på Maria Kirkeplads, spørger kunstnerduoen Kenneth Balfelt // Johan August.

“I TV 2-serien ’Kampen om pladsen’ tilbydes vi et kig ind i kunstprojektet og romaernes liv. Vi møder menneskerne, dem som vi er meget tilbøjelige til ikke at ville hjælpe. »De er nok en del af en mafia, snyder, bedrager og stjæler. De må klare sig selv,« tænker man måske.

Dermed kommer dobbeltsvigtet: Vi svigter både de mennesker, som måske er allernederst på den sociale rangstige, og vi svigter alle de mennesker, som lider under omstændighederne ved disse menneskers ophold.”

Mariakirken Vesterbro
HUSK DER ER PREMIERE I AFTEN❣️

Debat: Kan vi hjælpe nogen, vi ikke forstår? Kan vi hjælpe nogen, vi ikke forstår - for eksempel pantsamlende romaer på Maria Kirkeplads, spørger kunstnerduoen Kenneth Balfelt // Johan August.

Åbent brev til politikerne fra præst i Mariakirken Lise Christina Rasmussen (i dagens Politiken):
––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Jeg skriver, for at I skal se en gruppe mennesker, som kun få ønsker at se. En gruppe, der reelt er uden stemme og rettigheder i samfundet, som er så langt nede i bunden af hierarkiet, at deres tilstedeværelse skræmmer os, og hvis de alligevel gør sig synlige og kommer tæt på vores hverdag, får vi lyst til at fjerne dem. Også selvom det slet ikke er sådan, vi ønsker at være. Jeg vil, at I skal se og forholde jer til de liv, der leves på Maria Kirkeplads.

Maria Kirkeplads - der er delvist ejet af Københavns Kommune - er et åbent sår, der råber efter behandling. Pladsen er et tilflugtssted for særligt udenlandske hjemløse, som er her på lovlig vis. Rundt om den ligger ejendomme til alle sider, hvor almindelige danskere har deres hjem.

Igennem årene har Maria Kirkeplads været et opholdssted for ensomme, psykisk syge, alkoholikere, stofbrugere, hjemløse og de seneste 10 år især lovligt arbejdssøgende EU-borgere, der sover på gaden. EU-fattigdoms-immigranter. Det er en gruppe, som bærer præg af ekstrem fattigdom, ubehandlede sygdomme, manglende tandpleje, ofte kun 5. klasses skolegang, ingen sprogkundskaber og voldsom kulturel stigmatisering. Lignende forhold gør sig ofte gældende for deres børn, og de er i Danmark primært for at arbejde og sende penge hjem til deres familier. I Rumænien og Bulgarien må mange leve på eller under mindstelønnen, som svarer til omkring 3.500 kr. om måneden.

De bruger pladsen, fordi der i Mariakirken drives værestedet Mariatjenesten i samarbejde med Kirkens Korshær, som tager sig af mennesker i udsathed. Her forsøger man at lindre noget af smerten ved et liv i ekstrem fattigdom, og som offentlig plads er Maria Kirkeplads blevet et kærkomment opholdssted, alle døgnets timer på alle årets dage, for mange trængte skæbner - også udenfor kirkens og Mariatjenestens åbningstider.

Københavns Kommune har i oktober tilsluttet sig Homeless Bill of Rights, der handler om hjemløses basale menneskerettigheder herunder retten til en bolig eller værdig nødovernatning, adgang til sanitære faciliteter, og retten til lovligt at gøre ting, som er nødvendige for at overleve. Københavns Kommune yder da også finansiel støtte til et Nødherberg i Mariakirken, så der kan holdes åbent i vintermånederne. Her går kirke og kommune hånd i hånd. Men resten af året må de hjemløse klare sig under åben himmel på Maria Kirkeplads. Som præst i Mariakirken føler jeg en medmenneskelig pligt overfor den enkelte, der lider nød lige udenfor den åbne kirkedør – det kan og skal ikke være anderledes – men jeg kan ikke sikre dem deres basale rettigheder. Det er en samfundsopgave, som kræver politisk stillingtagen og handling.

Manglende handling har længe lagt pres på kirkens naboer. Jeg fornemmer, at vi langt hen ad vejen har deres opbakning til at tilbyde de hjemløse hjælp, selvom det gør pladsen til opholdssted. Der er heldigvis på Vesterbro en stærk tradition for sammenhold og for at finde løsninger, så der er plads til os alle. Men det kan også blive for meget med støj, affald, afføring i cykelskurene og det daglige møde med menneskelig armod. Det forstår jeg godt. Det kræver en masse, når menneskelig nød udspiller sig lokalt og lige foran én. Vi i Mariakirken forstår faktisk godt baggrunden for, at der i sommer blev lavet en underskriftindsamling, hvor 200 naboer skrev under på et ønske om at indhegne Maria Kirkeplads, så den kun blev tilgængelig i kirkens åbningstid, og at kirken kunne drages til ansvar for hændelser og ophobning af effekter og affald. Vi mener ikke, at forslaget er nogen reel løsning, men det er heller ikke i orden at bede folk bare æde de vilkår, der følger med at bo ved Mariakirken, uanset om de for nylig har valgt at bosætte sig her, eller om de har boet her det meste af livet. Alle skal kunne sove om natten og føle sig trygge på vej ud og ind af deres hjem. Men de hjemløse er her også, og de forsvinder ikke, selvom politiet efter underskriftsindsamlingen valgte at rydde pladsen for overnattende. De forsvinder måske nok ud af vores synsfelt, men rykker videre rundt i andres baghave, nu blot endnu mere utrygge og endnu mere udsatte, for pladsen blev ryddet, uden at der blev tilbudt noget alternativt overnatningssted. Jeg hørte forleden fra en gruppe kvinder, der forsøgte at sove ved et hotel i nærheden af Vesterport St. I de tidlige morgentimer blev de overfaldet af personalet med en spand iskoldt vand og uden tørt skiftetøj, måtte de lade tøjet tørre på kroppen. Den tryghed de havde, da de sov sammen på kirkepladsen, og det “værn” de der havde imod overfald, brød sammen. De er dårligere stillet end danske hjemløses, for de har ikke adgang til de samme væresteder og natherberg. De ligger allernederst i et hierarki, hvor ingen rigtig kan finde en vindersag. Det er måske det største politiske problem. Men hvordan skal det omkringliggende nabolag af ressourcestærke beboere på Vesterbro få løst deres problem, hvis politikerne vælger at se væk?

Københavns Kommune er igennem en kæmpe spareøvelse og skal alene på socialområdet spare 85 millioner næste år. Det har katastrofale menneskelige konsekvenser for flere sociale tilbud på Vesterbro, der risikerer at lukke eller blive beskåret. Københavns Kommune holder forsat møder om problematikken på Maria Kirkeplads, men har ingen penge. Lige nu forsøger kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August som en del af kirkens social-etiske initiativ, Maria Projektet, at forsone forhold og positioner i konflikten, men hverken kirke eller kunst kan sikre disse mennesker deres basale rettigheder.

Kære Socialminister og kære socialordførere - hvor er I henne, I politikere på Christiansborg?

Jeg efterlyser jeres stillingtagen. Tag stilling til de sociale problemer, som vi som kirke og lokalsamfund ikke kan løse alene, og hvis Københavns Kommune heller ikke kan, hvem kan så?

Med venlig hilsen Lise Rasmussen

Sognepræst ved Mariakirken, Istedgade i København

––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Vesterbro Lokaludvalg Folkekirken Vesterbro Københavns Kommune Rådet for Socialt Udsatte

Denne kirke er et blevet tilflugtssted for hjemløse. Nu kræver præsten politisk handling Det er en samfundsopgave at sikre de hjemløse på Maria Kirkesplads basale rettigheder.

Kenneth Balfelt Team // Johan August: UNDER PRESSURE – et forsoningsbaseret kunstprojekt på Maria Kirkeplads

[REFLEKSION af Matthias Hvass Borello, kurator bag Maria Projektet]

UNDER PRESSURE er et projekt om et sted, en plads i det offentlige rum, der er baggrund for nogle menneskelige forhold, der stiller vores medmenneskelighed på en prøve. De mennesker, der til dagligt søger tilflugt på Maria Kirkeplads har nemlig ikke andre steder at gå hen. De er – og har i snart 50 år været – nogle af samfundets mest udsatte grupper, socialt, økonomisk, kulturelt, ja selv politisk. Der er ingen, der tilsyneladende synes de har fortjent bedre eller ville kunne være en god politisk sag. Af netop den grund, er inddragelsen af denne gruppe vigtig i en kunstnerisk sammenhæng, fordi ingen andre lytter, eller vil give dem et råderum. Det gælder særligt den aktuelle gruppe af rumænere og romaer, der oplever massiv diskrimination, også blandt de udsatte grupper. I Maria Projektet har det været en gennemgående agenda: at repræsentere, lytte til og lade sig berøre i konkret forstand af de stemmer, der ikke er velrepræsenteret socialt, kulturelt og politisk.

Med UNDER PRESSURE er det stedet og ikke bare menneskene på Maria Kirkeplads, der er under pres. Alle der på sin vis er involveret i pladsen, fordi de kommer der, bor ved den, eller har deres daglige gang i kirken er deltagerne i projektet og udsat for et pres. Alle der har deltaget i de tre forsoningsmøder og indvilliget i at bidrage til projektets proces har et ejerskab, og det er kunstnernes ansvar at administrere og forvalte dette fordelte ejerskab, lade stemmerne komme til, blive hørt, forvalte inputs, udtænke modeller for ny praksis, en ny fælles virkelighed.

Deltagerbaserede kunstprojekter kræver særlige tilgange; kunstneriske arbejdsmetoder, hvor de deltagende får råderum til at forme projektet ud fra et levet liv og nogle indsigter, der er funderet i konteksten. Det er vigtigt at sådanne kunstprojekter forstår deres kontekst og har gjort deres arbejde i forhold til at indsamle konkret viden fra den virkelighed de indgår i som kunstnere.

Det er og har vi været fuldt bevidste om fra starten af Maria Projektet, hvor 7 kunstnere (og -grupper) blev inviteret til at undersøge social-etiske forhold i og omkring Mariakirken på Vesterbro over en to-årig periode. Kunstnerne er udvalgt, fordi de har en særlig social sensibilitet i deres måde at arbejde på, og de har alle været til workshops og utallige møder i og omkring kirken for at udvikle projekterne og komme tæt ind på livet af de sociale dagsordener, som præger ikke bare kirken og dens lokale eksistens, men også vores samfund, og de præmisser og principper det bygger på.

Lige nu er forholdene på Maria Kirkeplads et resultat af forsoningsmøderne og de inputs, som projektet har ført med sig: Brugere af pladsen, der atter har fundet tryghed på pladsen, men forholder sig meget konkret til lejrloven og dens begrænsninger; behov fra naboer, der er forsøgt udfoldet i et sæt offentligt tilgængelige ordensregler for ophold på pladsen; kunstnere og kirke, der forsøger at finde løsninger på de allermest basale behov, som det politiske system ikke tager ansvaret for.

Projektet har indtil videre ført til velbesøgte forsoningsmøder, aktion med overnattende brugere på pladsen, levende indigneret debat, omfattende pressedækning, tre borgmestermøder og senest et yderst konstruktivt møde med stadsarkitekten Camilla van Deurs. Det er netop her vi har et udvidet ansvar som kunstnere og projektledere – at gøre det kommunale og politiske system opmærksom på, hvor de svigter og hvor de ville kunne leve op til de principper, som vores samfund er funderet på, og det er her vi står: både med et kunstprojekt, der særligt er lykkedes med at få inddraget en gruppe, der aldrig bliver hørt og med et politisk system, som af samme grund nu begynder at lytte omhyggeligt efter.