Polaritetshuset

I går fik min mand og jeg den skønneste kurv af min datter, svigersøn og børnebørn.

Fyldt med kartofler, agurker, ribs, kirsebær, grønkål og palmekål fra deres kolonihave.

Sådan en kurv, hvor man næsten kan dufte sommeren, jorden og alt det levende.

Og det fik mig til at tænke på naturens overflod.

For lige nu bugner naturen.
Den giver og giver.
Uden at holde igen.
Uden at spørge, om vi har fortjent det.

Det står i stærk kontrast til den mangelstankegang, vi ofte bliver fodret med.

Der er ikke nok penge.
Ikke nok tid.
Ikke nok ressourcer.
Ikke nok tryghed.

Men hvad sker der egentlig i kroppen, når frygten for mangel bliver den grundfortælling, vi lever ud fra?

Vi spænder op.
Holder fast.
Passer på.
Og måske får vi sværere ved at tage imod det, der faktisk er her.

For det, vi fokuserer på, begynder vi ofte at se mere af.

Og hvis vi hele tiden fokuserer på mangel, kan vi komme til at opleve mere mangel.

Det er jo også en form for overflod.
Bare overflod af noget, der ikke nødvendigvis føles rart.

Overflod af bekymringer.
Overflod af uro.
Overflod af “der er ikke nok”.

Måske handler overflod derfor ikke kun om at få mere.

Måske handler det også om at blive bevidst om, hvad vi giver vores fokus — og hvilke gamle overbevisninger kroppen stadig lever ud fra.

Så måske kan du spørge dig selv i dag:

Hvor lever jeg stadig ud fra mangel?
Og hvad ville der ske, hvis jeg lod kroppen åbne lidt mere for det, der allerede er her?

Er på en miniferie med min kære mand i anledning af vores kobberbryllup. Kan du gætte, hvor vi er?
Du får 3 hints:
Landet har kun ganske lidt kystlinje🫣
men hovedstaden har ikke.
Hovedstaden begynder med V
Her spiser man dumplings

Måske er det ikke flere svar, du mangler.

Måske er det ikke mere viden.

Måske er det, du leder efter,
allerede til stede som en fornemmelse i kroppen.

Og måske begynder noget at ændre sig,
i det øjeblik du stopper med at prøve at forstå det hele.

Og i stedet begynder at mærke.

-shifting

Du kan ikke gøre andre kede af det.

Den sætning kan godt provokere lidt.

For selvfølgelig kan ord gøre ondt. Selvfølgelig betyder tone, timing og intention noget.

Men du kan ikke skabe en følelse i et andet menneske ud af ingenting.

Du kan komme til at røre ved noget, der allerede ligger der.

Et gammelt sår.
En gammel erfaring.
Et sted, hvor den anden før har følt sig afvist, overset, forkert eller forladt.

Og hvis du hele tiden tier stille for at skåne andre, så skåner du måske ikke kun dem.

Måske skåner du også den del af dig, der engang lærte, at det var farligt, når andre blev vrede, kede af det eller skuffede.

Spørgsmålet er:

Hvem skåner du egentlig, når du ikke siger det, der er sandt? ❤️

Er du enig i min påstand om, at du ikke kan gøre andre kede af det?